Den schweiziske urproducent Rolex lancerede deres allerførste GMT-Master med referencenummeret 6542 i 1955. Det blev starten på GMT-Master, der var i produktion i næsten 45 år, før Rolex skrev modellens sidste kapitel. Faktisk blev det allersidste GMT-Master det, som har referencen 16700. Denne model nåede at være i produktion fra 1988 til 1999. Men trods at det sidste GMT-Master 16700 blev produceret for godt 19 år siden, lever uret stadig i bedste velgående. Og som det pilot-ur det nu er, sælges det den dag i dag til skyhøje priser.

GMT-Master

Det allerførste pilotur med referencen 6542 kom på markedet, efter at der i 1950'erne opstod en stigning i antallet af rejsende, der benyttede flytransport på tværs af jordkloden. Det betød, at piloterne stod overfor nogle nye udfordringer. De skulle kende tiden i flere forskellige tidszoner på samme tid. På forespørgsel fra Pan-Am Airlines, der søgte et ur, som kunne hjælpe deres piloter, lancerede Rolex derfor GMT-Master, der siden dengang har været kendt som pilotens ur. I 1983 lancerede Rolex GMT-Master II med referencen 16760. Men selvom Rolex introducerede den nye GMT-Master II, betød det ikke at GMT-Master skulle tages af markedet - endnu. For i 1988 introducerede Rolex en helt ny version af GMT-Master. Den såkaldte 16700. På dette tidspunkt, var det kun et år siden, at det nye GMT-Master II med referencen 16710 kom på markedet. GMT-Master ref. 16700 lignede stort set GMT-Master II ref. 16710. Forskellen lå i prisen, da ref. 16700 kunne fås til færre penge.

Stigning i værdi

At ref. 16700 kunne købes for mindre end GMT Master II var blandet andet, fordi det kun blev produceret i stål. Stålet har dog ingen påvirkning på urets pris i dag. For lige nøjagtig denne model er på cirka fire år gået fra at koste 45.000 kroner i god stand til i dag at koste omkring 70.000 kroner. Et ur der til trods for at være steget meget i værdi, stadigvæk har et væsentligt investeringspotentiale fremadrettet.

Håndværket bag GMT-Master 16700

Som med alle ure fra Rolex, blev der også lagt et sublimt håndværk i GMT-Master 16700. Denne model er udstyret med en kaliber 3175, hvor de to visere er uafhængige af hinanden. Det betyder, at GMT Master kan vise to tidszoner. GMT Master II kan derimod vise en tredje. Derudover er uret med "quickset" dato, som gør det nemt at skifte datoen uden at skulle køre viseren forbi 12. Uret har også hacking funktionen, der gør, at man kan stille uret præcist, ved at værket stopper, når man trækker ud helt ud i kronen. Uret har desuden fire visere. Sekundviseren, minutviseren, timeviseren og GMT (Greenwich Mean Time), som er den røde viser, der indikerer den anden tidszone. Uret blev prydet med det brudsikre safir, der er kendt for at være det materiale, der beskytter skiven bedst. Timemarkørerne skulle være selvlysende og omkranset af hvidguld. Derudover tilbød Rolex modellen med en oyster- eller jubileelænke. Rolex introducerede dog en ny patenteret lukning på oysterlænken i 1989, som skulle forhindre lænken i at åbne ved en fejl og højnede derfor sikkerheden på uret.

Den ikoniske Pepsi-krans

Kransen kommer vi ikke udenom, for årsagen til at uret i dag bliver kaldt for "Pepsi" skal findes i den ikoniske røde og blå krans, som selvfølgelig er Pepsis farver. Men hvad mange nok ikke ved er, at uret også dengang kunne fås med en krans, der var sort. Den sorte krans havde dog ikke helt samme fordel som den røde og blå. For der var faktisk en mening med denne farvekombination. "Pepsi"-kransen havde den fordel, at farverne indikerede dags- og nattetimerne i en anden tidszone. Den røde viste dagstimerne og den blå nattetimerne. Men alt har desværre en ende. I 1999 satte Rolex punktum for produktionen af GMT-Master, imens de lod produktionen af GMT-Master II fortsætte. Dog er begge modeller stadig i den grad flyvende i markedet. Hvis du også er faldet pladask for lige nøjagtig denne model, så kan du læse mere om den her, og hvordan du får fingrene i skønheden.