Zeniths ure har igennem tiden været kendetegnet af deres dristige og kreative designs, samt deres ekstraordinære præcision. Hele eventyret startede tilbage i 1865, hvor Georges Favre- Jacout som 22-årig stiftede virksomheden i Schweiz. På trods af at det officielle brandnavn ”Zenith” først blev introduceret i 1911, var Georges Favre-Jacouts firma dog allerede fra starten en revolution indenfor den schweiziske urindustri.

Zenith begyndelse

I denne tidsperiode var det almindeligt, at urmagere var spredt ud over forskellige områder og forskellige fabrikker i hele byen. Ur-komponenterne blev transporteret rundt mellem de respektive arbejdsstationer for til sidst at ende hos en mesterurmager for den endelige montering.

Georges valgte at gøre op med denne arbejdstilgang og samlede i stedet Zeniths urmagere under ét og samme tag. Dermed lykkedes det ham at skabe den allerførste fabrik for fremstilling af moderne ure, hvor sammenslutningen blev grundstenen for en teknologisk udvikling, som ikke tidligere havde været set.

En revolution i urmagerhistorien

Zenith lancerede sit første lommeur i 1899 og produktionen af ure voksede støt igennem hele 1900-tallet.
I 1960 begyndte Zenith at udvikle idéen om at skabe den første automatiske kronograf i urmagerhistorien. Zenith havde en ambitiøs plan om at kreere en fuld integration af kronograf-funktionen i urets mekanisme med en sådan præcision at uret kunne måle 1/10 del af et sekund.
Efter 9 års intenst arbejde, lancerede Zenith i 1969, som den første fabrikant i verdenen, sit første fuldt automatiske kronograf-værk ved navn ”El Primero”.

Krisen rammer

Den schweiziske urindustri blev i 1970 ramt af Quartz-krisen – og Zenith var ingen undtagelse. Zeniths moderselskab krævede at virksomhedens hovedproduktion for eftertiden hovedsageligt kun skulle bestå at kvartsure for at kunne forblive konkurrencedygtige på markedet. Dette blev dog ikke mødt med tilfredshed hos urmagerne, da man var bange for at dette ville få konsekvenser for Zeniths fremtid.

Da produktionen af El Primero ure i 1975 blev lukket ned, valgte urmageren Charles Vermot i skjul at gemme de afgørende planer og værktøjer, som var nødvendige i produktionen af Zeniths mekaniske værker. Det lykkedes Vermot at holde disse dokumenter og materialer skjult helt ind til 1984, hvor Quartz-krisen havde aftaget og de mekaniske ure igen blev efterspurgt på markedet. Dette resulterede i at Zenith valgte at introducere det karakteriske El Primero værk endnu en gang.

Værket blev en stor succes- og i 1988 blev det for første gang brugt i Rolex’ eftertragtede Daytona-kronograf, hvor det fortsat blev brugt helt frem til år 2000.

Zenith i dag

Zenith er fortsat en af de få schweiziske urproducenter, der producerer sine urværker internt, hvoraf den mest bemærkelsesværdige er El Primero, som stadig er i produktion i dag.

Gennem sin lange historie har Zenith udviklet 600 kaliber-variationer og indgivet 300 patenter for sine tekniske vidundere. Zenith har desuden modtaget 2.333 tidtagningspræcisionspriser siden 1903 – langt flere end enhver anden urmager i historien.