IWC har alle dage været kendt for deres produktion af pilot-ure. De store ure er blevet båret af både elite piloter såvel som den almene ur-entusiast. Et af de mest populære pilot-ure er modellen IWC Top Gun. I marts 2022 tilføjede IWC fire nye modeller til Top Gun- serien. I slutningen af maj 2022 har filmen Top Gun 2 premiere. En mere oplagt mulighed for at dykke ned i et af de mest populære pilot-ure, findes ikke.
Historien om IWC
I 1868 rejste den amerikanske urmager og entreprenør Florentine Ariosto Jones fra Boston til Schweiz og grundlagde ”International Watch Company” i den tysktalende by, Schaffhausen. Florentines ønske var at kombinere avancerede amerikanske fremstillingsmetoder med håndværket fra schweiziske urmagere i håbet om at producere de bedste lommeure.
I over 150 år, hvor IWC har eksisteret, har de formået at skabe et omdømme som en af de mest funktionelle i branchen med deres kronograf ure og ure med kalenderfunktion.
Startskuddet for pilot-urene
IWC er især frontløber i forhold til produktionen af de tekniske værktøjer, der er behov for i forbindelse med luftfartens krav og standarder. Det første pilot-ur blev produceret i 1936 med referencen IW436 og blev kaldt ”Special Pilot’s Watch”. I forbindelse 2. verdenskrig begyndte IWC at producere flere MIL-SPEC pilot-ure, som i grove træk betyder at urene overholder en række krav fra det amerikanske forsvar. IWC producerede langt flere af disse ure end nogen anden urfabrikant. Den dag i dag spiller pilot-urene stadig en central rolle for IWC. Men det moderne IWC-katalog indeholder dog også andet end pilot-ure, her ses blandt andet dress-ure og dykker-ure. Pilot-urene bliver i dag stadig produceret i tæt samarbejde med toppiloter, ligesom de gjorde tilbage i 1936. Her modtager de feedback fra piloterne, som hjælper producenterne bag IWC til at forbedre og perfektionere deres design her næsten 90 år senere.
Top Gun og den keramiske krans
Der findes flere forskellige serier af pilot-ure, som ”Classic”, ”Spitfire”, ”Top Gun” og ”Le Petit Prince”. Serien ”Top Gun” blev først lanceret tilbage i 2007. Formålet med den nye serie var at gøre kollektionen af pilot-ure mere nutidig. IWC er ikke kun frontløber på produktionen af de tekniske pilot-ure. Det samme gør sig også gældende for deres produktion af keramiske urkranse. Top Gun-urene er især kendt for deres keramiske krans, selvom IWC allerede producerede den første keramiske krans tilbage i 1986.
Watches & Wonders 2022
Farver synes at være de fremtrædende elementer for ur-producenterne i 2022. I år tilføjede IWC fire nye modeller til deres 2022 Top Gun-kollektion, da de var til stede i Geneve til Watches & Wonders. Den nye kollektion kaldes for ”The Colours of TOP GUN”. For at tilføje en smule mere kompleksitet til designet, så er de nye kronografer produceret i keramisk materiale i samarbejde med farvevirksomheden Pantone.
Ifølge IWC er de nye farver inspireret af toppiloternes uniformer og de landskaber, de krydser. De nye modeller er: IWC Woodland, som tilføjer en ny farve til IWCs keramiske portefølje. Uret kommer i en mørkegrøn farve, som er inspireret af elite piloternes dragter og uniformer, og de skovrige landskaber, piloterne flyver over. Den anden nye farve-tilføjelse er IWC Lake Tahoe, som er produceret i en skinnende hvid farve. Denne farve er inspireret af piloternes hvide uniformer og vinterlandskabet, der omringer Lake Tahoe, som er et populært træningsområde for flådeflyvere.
Den tredje nye model i rækken er IWC Mojave Desert, som ses i en farverne beige og khaki. Farven har ligeledes ladet sig inspirere af flyverdragterne og ørkenlandskabet rundt om China Lade, hvor den berømte TOPGUN flyveskole er placeret. Denne farve har vi dog set i andre af IWCs modeller. Afslutningsvis har vi IWC Jet Black, som ses i en matsort: farven, der har kendetegnet IWC TOP GUN siden den første lancering i 2007.
Farvernes rolle
Ifølge vicepræsidenten for Pantone Color Institute, Laurie Pressman, er farverne en vigtig del af vores tilstedeværelse. De farver vi vælger at gå og omringe os selv med reflekterer i bund grund dem vi er og hvordan vi gerne vil ses af andre. Pressman mener ligeledes, at forbrugerne ikke er bange for at bruge farver og i den visuelle verden, vi lever i, så er farverne med til at skabe et unikt statement for individet.
Om Pantone
Pantone er en farvevirksomhed, som har været med til at skabe det universelle farve-sprog, der hjælper brands og virksomheder med at tage farve-kritiske beslutninger i hvert stadie. Mere end 10 millioner designere og producenter verden over stoler på Pantones produkt og service, der skal hjælpe med at definere, kommunikere og kontrollere farverne fra inspiration til realisering. De er kendte for at opnå en konsekvent farve på hvilket som helst materiale.
Ugens video fra UrHandleren
Den schweiziske urfabrikant, IWC, har altid været kendt for at skabe nogle modeller, der har været tro mod deres arv og ophav. Men hvordan ser det ud i dag? Formår de stadig at holde fast i deres klassikere? Eller er de store ure blevet for u’r’moderne?
Der er ingen tvivl om, at Reklamemanden er vild med IWC og i den grad håber på, at urfabrikanten kan få en større plads på scenen blandt Rolex, Tudor og Omega.
I denne uge vil Reklamemanden gennemgå to IWC-ure, når han gæster UrHandleren. Du kan finde vores video her.