Sådan vedligeholder du dit ur

Du får her UrHandlerens bud på, hvordan du passer bedst på dit ur

Skrevet af alexandra

Vi er sikre på, at du gerne vil holde dit ur i topform. Både for din skyld, men også hvis du en dag ønsker at videresælge dit ur. Uanset – så er det vigtigt at vedligeholde dit kæreste eje.

Sådan rengør du dit ur

Vi anbefaler at vedligeholde uret, lidt ligesom du vedligeholder dine hænder – nemlig ved at vaske det med varmt vand og lidt opskummet håndsæbe – dog med mindre frekvens end ved hænderne.

Ved almindeligt brug af dit ur anbefaler vi, at du cirka hver eller hver anden uge vasker det. Inden du udsætter det for vand, er det vigtigt at skrue eller trykke kronen helt ind, alt afhængig af model. Hvis du ikke gør det, kan du risikere at forårsage dyre skader på dit ur. Når du har skruet kronen ind, kommer du først uret ind under rindende lunken vand. Dette er vigtigt at gøre grundigt, inden du går videre. Der kan nemlig sidde sandkorn eller andet og “file” i lænken, og det kan du fjerne ved at skylle grundigt. Ved ure i guld og guld/stål er det især vigtigt at skylle godt på grund af det bløde materiale.

Når uret er skyllet, skummer ammoniakfri håndsæbe op i hånden. Det masserer du stille og roligt ind i lænken. Herefter lader du det virke i cirka 10 sekunder, hvorefter du skyller det grundigt igen under lunkent vand fra alle vinkler, således at sæbe og andet skidt fjernes fra lænken.

Når uret er skyllet, tørrer du forsigtigt med et bomuldshåndklæde. Derefter tager du en pudseklud, som er beregnet til ure, (denne kan du købe hos UrHandleren), og så pudser du det ganske almindeligt op. Så ser uret ud som nyt.

Ridser og polering

En ting er vedligeholdelse i form af rengøring af uret en anden ting er, når et ur bruges, så får det unægtelig ridser med tiden. De ridser, der kommer ved naturligt brug, kan deles op i forskellige klasser.

Hairlines

Dettte er de uundgåelige mikroridser, der er så små, at man ikke kan sætte en negl ind i dem, men man kan se dem. Det er eksempelvis, hvis man fører en computermus med den hånd, som man bærer uret på. Så vil man efter en halv time kunne se en masse hairlines på uret på grund af friktionen mod bordet.

Ridser

Ridser er de lidt større, som du både kan se og mærke. De lidt dybe ridser kan komme ved at du slår uret mod noget. Både hairlines og mindre ridser kan fjernes ved polering. Lad endelig være med at forsøge at polere uret selv. Dette skal foregå hos en urmager eller gennem UrHandleren.

Hakker

En af de lidt værre ting er hakker i urkassen eller et hak ind i lænken. Hvis det sker, kan du enten vælge at få svejset eller poleret dit ur alt afhængigt af, hvor slemt det er. Ved hakker i kassen eller lænken, skal der en specialistvurdering til i det enkelte tilfælde.

Lænkers modtagelighed overfor ridser

Hvad angår hairlines og ridser, så vil eksempelvis Rolex’ jubilee-lænke i mange tilfælde fremstå nyere i længere tid end en oyster. Det er takket være alle jubilee-lænkens små falsetter og vinkler, hvilket betyder ridser eller hairlines vil være lettere skjult end på en oyster. En blankpoleret oyster-lænke, som ses på eksempelvis Batman/GMT-Master II, vil ridserne være lettere at se i midten, da den blankpolerede oyster-lænke tager hurtigere imod ridser og hairlines end den matpolerede oyster-lænke, der kan ses på eksempelvis Submariner, som ligesom jubilee-lænken er mere ridsefast i sit udseende.

Brug dit ur

Du kan selvfølgelig gøre lidt selv for undgå nogle af disse ridser. Tænk eksempelvis over, hvor du lægger dit fine ur, hvis du tager det af. I stedet for at lægge det på hårde overflader af eksempelvis metal eller træ, så læg det på en blød klud eller i urets boks.

Når det er sagt, siger vi altid hos UrHandleren – Det sundeste du kan gøre ved dit ur, det er at bruge det. For dit ur er bygget til at blive brugt.

Hellere have et ur, der bliver brugt og masseret jævnligt, hvor viskositeten i olien bibeholdes og det dagligt bliver trukket op af ens bevægelse eller manuelt end et ur, der ligger nede i en bankboks. Her kan viskositeten i olien nemlig forsvinde og uret tørre ind. Det kan betyde, at det hurtigere skal til service, end hvis det rent faktisk bliver brugt hver dag.

Service

En del af vedligeholdelsen af dit ur indebærer også at sende det til service. Rolex anbefaler eksempelvis på deres nyere modeller at dette gøres hver 10 år af en autoriseret Rolex forhandler og Omega hver 5-8 år. At sende dit ur til service er en vigtig del af urets vedligeholdelse, og ønsker du at dit ur skal holde i generationer, så skal servicen overholdes.

Du kan altså gøre meget for at vedligeholde dit ur. Det skal passes og plejes og have lidt kærlighed i ny og næ. Gør du det er du garanteret et ur, der tikker som det skal i mange årtier.

Din forespørgsel

Ja tak, jeg vil gerne modtage relevante nyheder og gode tilbud fra UrHandleren